---
title: "Spildevandslav"
date: "2026-07-28"
created: "2023-11-16"
---

[Hjem](https://spildevand.egedalkommune.dk/)

                    [Regler og retningslinjer](https://spildevand.egedalkommune.dk/regler-og-retningslinjer)

                [Spildevandslav](https://spildevand.egedalkommune.dk/regler-og-retningslinjer/spildevandslav)

# Spildevandslav

Et fællesprivat spildevandsanlæg er at betragte som fælles, hvis mere end én ejendom er tilsluttet, det vil sige at to eller flere ejendomme deler samme anlæg.

Egedal Kommune vil fra gældende planperiode, så vidt muligt, indskrænke muligheden for at oprette fællesprivate spildevandsanlæg i kommunen. Etablering af spildevandslav kræver politisk godkendelse i form

af et spildevandsplantillæg, som blandt andet skal beskrive de gældende forhold samt ejerskabsfordeling af anlægget. Ydermere skal der udarbejdes vedtægter, der blandt andet skal beskrive fordelingsnøglen til drift, etablering og fremtidige vedligeholdelse af anlægget. Vedtægterne skal ligeledes politisk godkendes. Det er grundejers ansvar at udarbejde og fremsende vedtægter til kommunen.

På spildevandsplanens kort kan der findes et overblik over de politisk godkendte spildevandslav, og vedtægterne for de godkendte spildevandslav kan læses i menuen neden for.

## Vedtægter

###

                                    Dyvelåsen

## 1. Navn, hjemsted og geografisk område

1.1 Foreningens navn er Dyvelåsen Regnvandslaug ("Regnvandslauget").

1.2 Regnvandslauget har hjemsted i Smørumnedre, Egedal Kommune.

1.3 Regnvandslaugets geografiske område og ejendomme, som afleder tag- og overfladevand til Regnvandslauget, fremgår af bilag 1.

## 2. Formål

2.1 Regnvandslaugets formål er at eje, drive, vedligeholde og i fornødent omfang forny et fælles privat spildevandsanlæg (regnvandsanlæg) til afledning af overfladevand fra befæstede parkeringsarealer på privat grund, fra private fællesveje og overløb fra medlemmernes nedsivningsanlæg, samt tag- og overfladevand fra ejendomme, som af afstrømningsmæssige grunde ikke kan håndtere tag- og overfladevand på egen grund, jf. punkt 3.3, inden for Regnvandslaugets geografiske område som fastlagt i punkt 1.3.

2.2 Regnvandslauget skal sikre, at Regnvandslauget til enhver tid har og opfylder vilkår i gældende tilladelser til nedsivning og udledning af tag- og overfladevand fra arealer omfattet af Regnvandslaugets ansvar, jf. punkt 3.3, i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør heraf. I det omfang lovgivningen i øvrigt fastsætter regler for Regnvandslauget, skal Regnvandslauget sikre overholdelsen heraf.

2.3 Regnvandslauget skal hvile i sig selv. Endvidere skal Regnvandslauget sikre opfyldelse af sine forpligtelser til lavest mulige bidrag fra medlemmerne, dog skal driften af anlæg ejet af Regnvandslauget ske med fokus på forsyningssikkerhed og miljø-, sundheds- og afstrømningsmæssige forhold.

## 3. Opgaver

3.1 Regnvandslauget skal ansøge om tilladelse til nedsivning og udledning af tag- og overfladevand fra Regnvandslaugets anlæg i overensstemmelse med reglerne i miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør heraf.

3.2 Regnvandslauget skal forestå drift, vedligeholdelse og evt. nødvendige fornyelser af anlæg ejet af Regnvandslauget.

3.3 Regnvandslauget har ansvaret for at aftage og sikre korrekt håndtering af tag- og overfladevand fra arealer inden for Regnvandslaugets område. Forpligtelsen dækker overfladevand fra parkeringsarealer på ejendomme, fra private fællesveje og tag- og overfladevand fra overløb fra nedsivningsanlæg på ejendomme i forbindelse med regnmængder over nedsivningsanlæggenes dimensionering. Desuden dækker forpligtelsen øvrige befæstede arealer på ejendomme inden for forsyningsområdet, som af afledningsmæssige årsager ikke kan håndtere tag- og overfladevand på egen grund. Ved afledningsmæssige årsager forstås, at Egedal Kommune har vurderet, at betingelserne for nedsivning ikke er opfyldt eller kan opfyldes, fordi der er risiko for overfladisk afstrømning, eller at nedsivningsanlæg ikke kan dimensioneres tilstrækkeligt, således at overfladisk afstrømning vil ske.

3.4 Anlæg ejet af Regnvandslauget skal drives og vedligeholdes i overensstemmelse med driftsinstruks, jf. bilag 2.

3.5 Medlemmer, jf. punkt 4, skal lede tag- og overfladevand omfattet af Regn-vandslaugets ansvar, jf. punkt 3.3, til Regnvandslaugets anlæg, når det er muligt at lede tag- og overfladevand hertil. Medlemmer er forpligtede til at sikre, at tag- og overfladevand fra medlemmernes grunde håndteres i overensstemmelse med spildevandsplanen og kommunale afgørelser. Medlemmernes individuelle anlæg til tag- og overfladevandshåndtering skal have overløbssikring til Regnvandslaugets anlæg.

## 4. Medlemmer

4.1 Enhver, som har tinglyst adkomst til fast ejendom inden for Regnvandslaugets geografiske område, jf. punkt 1.3, er forpligtet til at være medlem af Regnvandslauget og til at betale sin andel af Regnvandslaugets udgifter, jf. punkt 6.3.

4.2 Regnvandslaugets medlemmer på stiftelsestidspunktet fremgår af bilag 3.

## 5. Medlemmers rettigheder

5.1 Medlemmer har ret til at aflede tag- og overfladevand omfattet af Regnvandslaugets ansvar, jf. punkt 3.3, fra medlemmers ejendomme til Regnvandslaugets anlæg. Hvert medlem kan dog maksimalt aflede overfladevand fra parkeringsarealer på 28 m². Regnvandslaugets bestyrelse kan i særlige tilfælde acceptere, at et medlem afleder overfladevand fra et større parkeringsareal end 28 m².

5.2 Ved indmeldelse udleveres vedtægterne.

## 6. Medlemmers forpligtelser og hæftelser

6.1 For enhver af Regnvandslaugets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i Regnvandslauget indbetalte kapital.

6.2 Ethvert medlem bekræfter ved sin underskrift på et eksemplar af vedtægterne, at vedkommende indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, som fremgår af vedtægterne, samt at medlemmet tolererer at dele af Regnvandslaugets anlæg kan blive etableret på medlemmets ejendom.

6.3 Ethvert medlem skal betale sin del af Regnvandslaugets udgifter som følgende:

6.3.1 Anlægsomkostninger:
Ved anlægsomkostninger forstås nødvendige omkostninger til nye anlæg samt omkostninger til større renovering af gamle anlæg.
Anlægsomkostninger for anlæg ejet af Regnvandslauget deles ligeligt mellem medlemmerne.

6.3.2 Driftsomkostninger
Ved driftsomkostninger forstås alle andre nødvendige omkostninger end an-lægsomkostninger.
Årlige omkostninger til drift og vedligeholdelse af Regnvandslaugets anlæg deles således mellem medlemmerne.

6.3.3 Betaling
Bestyrelsen, jf. punkt 11, fastsætter en betalingsfrist for anlægs- og driftsomkostninger.
Ved uenighed om fordelingen af anlægs- eller driftsomkostninger træffer kommunalbestyrelsen i Egedal Kommune afgørelse om fordelingen, jf. § 5, stk. 2, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.

6.4 Ethvert medlem skal ved sin indtræden lade Regnvandslaugets vedtægter tinglyse på sin ejendom. Påtaleberettiget er såvel Regnvandslaugets bestyrelse som Egedal Kommune.

6.5 Når et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet eller medlemmets bo forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer ved at underskrive og indsende ejerskifteerklæring indtræder i medlemmets forpligtelser over for Regnvandslauget. Den nye ejer indtræder i rettigheder og forpligtelser på dagen for overdragelse af ejendommen.

## 7. Udtræden af regnvandslauget

7.1 Medlemmer kan kun udtræde af Regnvandslauget, hvis medlemmets ejendom ophører som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen omfattes af et forsyningsområde, herunder ved at tilslutte ejendommen for tag- og overfladevand til et spildevandsforsyningsselskab omfattet af vandsektorloven.

7.2 Ved udtræden skal afledning til Regnvandslaugets anlæg ophøre.

7.3 Omkostninger til udtræden afholdes af det udtrædende medlem. Anlægsomkostninger tilbagebetales ikke, og der kan ikke udloddes andel i Regnvandslaugets evt. formue.

## 8. Generalforsamlingen

8.1 Generalforsamlingen er i alle Regnvandslaugets anliggender foreningens øverste myndighed.

8.2 Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i tiden [måned-måned].

8.3 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers og højst 4 ugers varsel ved særskilt meddelelse til hvert medlem.

8.4 Forslag fra medlemmerne skal skriftligt indleveres til bestyrelsens formand senest 14 dage og udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

8.5 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst [⅓] af medlemmerne skriftligt til bestyrelsen anmoder om ekstraordinær generalforsamling. Anmodningen skal være vedlagt en dagsorden. Bestyrelsen skal i sidstnævnte tilfælde drage omsorg for, at ekstraordinær generalforsamling afholdes inden to måneder fra modtagelsen af anmodningen.

## 9. Dagsorden og afstemning ved generalforsamlingen

9.1 Senest 7 dage før afholdelse af generalforsamlingen sendes dagsordenen og de fuldstændige forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, og for den ordinære generalforsamlings vedkommende tillige revideret regnskab og budget, til medlemmerne.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Godkendelse af det reviderede regnskab
4. Godkendelse af budget for det/de kommende regnskabsår
5. Valg af medlemmer og suppleanter
6. Valg af revisor
7. Eventuelt

9.2 Generalforsamlingen ledes af dirigenten. Dirigenten afgør alle spørgsmål om dagsordenens behandling og stemmeafgivning. Dirigenten kan udpege to stemmetællere.

## 10. Stemmeret og afstemning ved generalforsamlingen

10.1 Hvert medlem har én stemme. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét tilstedeværende medlem ønsker det. Der kan stemmes ved fuldmagt. Fuldmagt kun kan gives til ét andet medlem, og hvert fremmødt medlem kan kun medbringe én fuldmagt.

10.2 Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen, eller er indkommet som anført, medmindre samtlige stemmeberettigede er til stede og tiltræder andet.

10.3 Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal.

10.4 Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst ⅔ af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst ⅔ af disse stemmer for. Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse inden 2 måneder, på hvilken forslaget kan vedtages ved ⅔ af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.

10.5 Køber, jf. punkt 6.5, har ret til at overvære generalforsamlingen, hvis den afholdes før overtagelsesdagen. Køber har taleret, men ingen stemmeret.

## 11. Bestyrelsen

11.1 Bestyrelsen består af [4-6] medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 3 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 2 medlemmer, første [og anden] gang efter lodtrækning.

11.2 Herudover er hvert år valgt 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.

11.3 Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

11.4 Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og evt. to øvrige bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

11.5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme, i dennes fravær næstformandens stemme, udslaget.

11.6 Bestyrelsen kan afholde, de efter dens eget skøn, nødvendige udgifter til anlæg, drift og vedligeholdelse samt administration. Udgifter, der overstiger det vedtagne budget inkl. evt. henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.

11.7 Bestyrelsen har ansvaret for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

## 12. Tegningsregel

12.1 Regnvandslauget tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening, eller af næstformanden og to bestyrelsesmedlemmer.

## 13. Godkendelse af vedtægter

13.1 Regnvandslaugets vedtægter skal godkendes af Egedal Kommune.

13.2 Forud for at vedtægtsændringer foreslås på generalforsamlingen, skal vedtægtsændringerne godkendes i Egedal Kommune.

## 14. Regnskab

14.1 Regnvandslaugets regnskabsår [følger kalenderåret. Første regnskabsår løber dog fra Regnvandslaugets stiftelse til den 31. december samme år.]

14.2 Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne, men skal anvendes i Regnvandslauget eller til lavere betalinger fra medlemmerne.

14.3 Revision af regnskaberne foretages af den eller de på generalforsamlingen valgte revisorer, samt evt. af en af bestyrelsen antagen revisor. Regnskabet skal sendes til revisor inden den [dato] hvert år og skal af denne være revideret i tide til, at regnskabet kan udsendes sammen med indkaldelse til generalforsamling.

14.4 Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.

## 15. Opløsning

15.1 Opløsning vedtages efter beslutningsreglen om vedtægtsændringer i punkt 10.4.

15.2 Regnvandslauget må kun opløses, hvis medlemmerne for tag- og overfladevand tilsluttes et spildevandsforsyningsselskab omfattet af vandsektorloven, og spildevandsforsyningsselskabet overtager anlæg og forpligtelsen til at håndtere tag- og overfladevand omfattet af Regnvandslaugets ansvar. Opløsningen skal godkendes af Egedal Kommune.

15.3 Ved opløsning fordeles godtgørelsen for anlæggets værdi ligeligt mellem medlemmerne på opløsningstidspunktet.

###

                                    G/F Hvalsøparken (Stråmosekær)

## 3A, stk. 1

Foreningen har endvidere til at forestå funktionen som spildevandslaug, jf. bestemmelserne i stk. 2-6. I det omfang etablering af private fællesveje, interne og rekreative stier og fælles friarealer og det fælles private regnvandsanlæg ikke forestås af et lokalt forsyningsselskab forestår foreningen endvidere etablering heraf.

## 3A, stk. 2

Grundejerforeningen forestår funktionen som spildevandslaug, jf. bekendtgørelse nr. 1469 af 12. december 2017, og varetager i den forbindelse drift, vedligeholdelse og fornyelse af det fælles private spildevandsanlæg, jf. den til enhver tid gældende offentlig-retlige regulering af vilkår for tilslutning til det offentlige kloaksystem. Spildevandsanlægget forestår tre former for spildevand: Vej- og husspildevand, der håndteres separat i grundejerforeningen og dermed spildevandslauget. Tagspildevandet håndteres internt på den enkelte matrikel.

Spildevandslauget kan ved kvalificeret flertal, jf. § 11, overlade ledningsnettet og håndtering af husspildevand til det lokale forsyningsselskab.

## 3A, stk. 3

Grundejerforeningen er forpligtet til at modtage tag- og overfladevand fra alle ejendomme inden for foreningens område samt ejendomme, der udstykkes herfra. Sker der udstykning af ejendomme i området med eget regnvandsanlæg, er foreningen berettiget men ikke forpligtet til ved påkrav at overtage sådanne anlæg, der skal etableres ved udstykningen af den pågældende ejer.

## 3A, stk. 4

Grundejerforeningen er berettiget til at foretage nødvendige reparationer til enhver tid, og er i den forbindelse berettiget til i nødvendigt omfang at færdes på private grunde i området. Foreningen er berettiget til at påbyde udbedring af forhold, der efter foreningens skøn er egnet til at hindre vandets frie løb i regnvandsrenderne.

Efterkommes påbud ikke inden for en rimelig frist, der fastsættes af foreningen, er foreningen beføjet til at udføre arbejdet på grundejerens regning.

## 3A, stk. 5

Hvis en ejendom etableres på en måde, der efter grundejerforeningens skøn medfører en større belastning af tag- og overfladevand end forudsat ved dimensioneringen af grundejerforeningens fælles private regnvandssystem, kan foreningen påbyde ejeren af den pågældende grund at etablere et forsinkelsesanlæg.

## 3A, stk. 6

Tvist om fordeling af udgifter til de i § 3A omhandlede udgifter til regnvandshåndtering afgøres af kommunen efter reglerne om betaling for spildevandsforsyningsselskaber.

Ændringen har hjemmel i købsaftalens pkt. 11.2. Det er således forudsat, at der er givet fuldmagt til sælger, Hvalsø Holding A/S, såfremt der ikke gives møde.

Forslaget kan vedtages med forbehold for kommunens godkendelse, og der gives ved vedtagelsen advokat Kim Krarup fuldmagt til at lade den vedtagne ændring tinglyse, ligesom der gives advokat Kim Krarup fuldmagt til at ændre vedtægten i overensstemmelse med de krav, som kommunen måtte stille.

Det skal bemærkes, at forslaget er en del af de ændringer, der kræves i henhold til de individuelle købsaftaler, og der ligger således en pligt til at stemme for.

1. Forslag om ændring af navn fra G/F Hvalsøparken til G/F Stråmosekær.
2. Valg af bestyrelse

I forbindelse med frasalget af mere end halvdelen stiller den nuværende bestyrelse sit mandat til rådighed, hvorfor der skal vælges ny bestyrelse, idet den nuværende bestyrelse ikke genopstiller.

På bestyrelsens og sælgers vegne.

###

                                    Landskabsbyen

## 1. Regnvandsanlægget

1.1 For at sikre en bæredygtig og ansvarlig anvendelse af regnvand og til reduktion af forbrug af vandværksvand til formål, hvor regnvand forsvarligt kan anvendes, etableres der af IP Egedal ApS et fælles anlæg for klynge 1 til opsamling, rensning og genanvendelse af regnvand til brug for havevanding (rækkehuse) og toiletskyl og tøjvask (etageejendomme) (”Regnvandsanlægget”). Regnvandsanlægget fungerer som nærmere illustreret i bilag 1.1. Grundejerforeningen Landskabsbyen (”Grundejerforeningen”) forestår den fælles drift, vedligeholdelse og fornyelse af Regnvandsanlægget i overensstemmelse med meddelte tilladelser, gældende lovgivning og bestemmelserne i dette dokument.

1.2 Regnvandet opsamles på tage og ledes via tagrender og nedløbsrør fra boligerne og ledes via en ledning under Grundejerforeningens fællesarealer til en fælles opsamlingstank, hvor det filtreres og opbevares. Opsamlingstanken med tilhørende ledningssystem drives, vedligeholdes og fornys af Grundejerforeningen.

1.3 Regnvandet kan benyttes på følgende måder afhængig af boligtype, markeret med henholdsvis blå, rød og grå farve i bilag 1.3:

1.3.1 Etageejendomme (markeret med blå): Fra opsamlingstanken pumpes det rensede regnvand videre til et teknisk anlæg i kælderen i etageejendommene, hvorfra det fordeles til de enkelte lejligheder til anvendelse til toiletskyl og tøjvask. Hvis regnvandstanken løber tør, tilføjes der automatisk vandværksvand til regnvandsanlægget i kælderen på etageejendommene, så forsyningen opretholdes uden afbrydelser. Vandinstallationerne i de enkelte lejlighederne i etageejendommene vedligeholdes som øvrige private installationer, mens driften, vedligeholdelsen og fornyelsen af det tekniske anlæg i kælderen varetages af Grundejerforeningen. Vandforbruget måles og afregnes som følger:

(i) Der måles forbrug af vand fra regnvandstanken i kælderen til tøjvask og toiletskyld med henblik på afregning af afledningsafgift (måler nr. 1 i bilag 1.1). Dette forbrug afregnes via fordelingstal, jf. pkt. 1.5.

(ii) Der måles forbrug af vandværksvand, der tilføjes regnvandsanlægget i kælderen til brug for afregning af vandforbrug og vandafledningsafgift (måler nr. 2 i bilag 1.1). Dette forbrug afregnes via fordelingstal, jf. pkt. 1.5.

(iii) Der måles forbrug af vandværksvand til brug for madlavning, bad, drikkevand m.v. fremført i et separat system i de enkelte lejligheder til brug for afregning af vandforbrug og vandafledningsafgift (måler 3 i bilag 1.1). Dette forbrug afregnes via Grundejerforeningen.

1.3.2 Rækkehuse (markeret med rød): Vandet fra opsamlingstanken kan benyttes til havevanding for en del af rækkehusene inden for Grundejerforeningen Syds område. Løber regnvandstanken, der alene bruges til havevanding, tør, tilføres der ikke vandværksvand. Der etableres ikke målere, men hver boligejer, der kan benytte Regnvandsanlægget til havevanding, deltager med det i pkt. 1.5 anførte fordelingstal.

1.3.3 Rækkehuse (markeret med gråt): Disse ejendomme kan ikke benytte Regnvandsanlægget og deltager dermed ikke i fordelingen af udgifter til og beslutninger om Regnvandsanlæggets drift.

1.4 Grundejerforeningen er i forbindelse med driften af Regnvandsanlægget, herunder ved foretagelsen af nødvendige reparationer heraf i nødvendigt omfang berettiget til at færdes på medlemmernes ejendomme.

1.5 Som bilag 1.5 er vedlagt oversigt over fordelingstal til fordeling af forbrug og udgifterne forbundet med Regnvandsanlægget (”Regnvandsanlæggets Fordelingstal”).

1.6 Grundejerforeningen udarbejder under Grundejerforeningens budget et separat budget for Regnvandsanlægget. Udgifterne til Regnvandsanlægget afholdes af medlemmerne i henhold til Regnvandsanlæggets Fordelingstal.

1.7 Grundejerforeningens medlemstal udbygges løbende i takt med udviklingen af den sydlige del af Landskabsbyen. Grundejerforeningens udgifter (bortset fra udgifter til driften af Regnvandsanlægget, der opkræves og fordeles i overensstemmelse med bestemmelserne i pkt. 1.5 om Regnvandsanlæggets Fordelingstal) og medlemmernes stemmer fordeles efter et fordelingstal, der fastsættes efter byggemuligheden inden for Grundejerforeningens område - opgjort som Etageareal. Regnvandsanlæggets Fordelingstal angiver også fordelingen af medlemmers stemmer om alle forhold vedrørende Regnvandsanlægget.

###

                                    Søagerhusenes Spildevandslaug

**VEDTÆGTER FOR SØAGERHUSENES SPILDEVANDSLAUG**
**§ 1 Navn, Hjemsted og geografisk område**
1.1
Spildevandslaugets navn er “Søagerhusenes spildevandslaug”, herefter benævnt Spildevandslauget.

1.2
Spildevandslauget hjemsted er Egedal Kommune.

1.3
Spildevandslaugets geografiske område udgøres af matr.nr. 16k Smørumovre By, Smørum, samt parceller udstykket herfra. Spildevandslaugets geografiske område fremgår af vedhæftede bilag 1.

1.4
Indenfor Spildevandslaugets geografiske område er der placeret spildevandsanlæg, som ikke indgår i det fælles private spilde- og regnvandsanlæg, der ejes, drives, vedligeholdes og fornys af Spildevandslauget, som beskrevet i § 3.1.
Spildevandsanlæg, som ikke indgår i Spildevandslaugets fælles private spilde- og regnvandsanlæg er vist på vedlagte bilag 2.
På kortbilag 2 er ligeledes vist fælles private spildevandsanlæg, der indgår i Spildevandslaugets fælles private spildevandsanlæg, men ikke de fælles private regnvandsanlæg, da alle fælles private regnvandsanlæg der etableres indenfor spildevandslaugets Geografiske område indgår i det fælles private spilde- og regnvandsanlæg, der ejes, drives, vedligeholdes og fornys af Spildevandslauget, som beskrevet i § 3.1.

**§ 2 Formål**
2.1
Spildevandslaugets formål er at eje, drive, vedligeholde og forny det fælles private spildevandsanlæg, herunder tilhørende ledninger og installationer indenfor Spildevandslaugets geografiske område.

2.2
Spildevandslauget skal sikre, at Spildevandslauget til enhver tid opfylder vilkår i gældende tilladelser og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

2.3
Spildevandslauget skal hvile i sig selv. Endvidere skal Spildevandslauget sikre opfyldelse af sine forpligtelser til lavest mulige bidrag fra medlemmerne, dog skal driften af anlæg ejet af Spildevandslauget ske med fokus på forsyningssikkerhed.

**§ 3 Opgaver**
3.1
Spildevandslauget skal forestå drift, vedligeholdelse og evt. nødvendige fornyelser af det fælles private spilde- og regnvandsanlæg ejet af Spildevandslauget.

3.2
Spildevandslauget har ansvaret for at aftage og sikre korrekt håndtering af regn- og spildevand indenfor Spildevandslaugets geografiske område for så vidt angår regn- og spildevand, der ledes til det fælles private spilde- og regnvandsanlæg ejet af Spildevandslauget.

**§ 4 Medlemskab**
4.1
Enhver, som har tinglyst adkomst til fast ejendom inden for Spildevandslaugets geografiske område, jf. punkt 1.3, er forpligtet til at være medlem af Spildevandslauget og til at betale sin andel af Spildevandslaugets udgifter, jf. punkt 6.3.

**§ 5 Medlemmernes rettigheder**
5.1
Medlemmer har ret til at aflede spildevand, samt regn- og overfladevand fra medlemmers ejendomme til det fælles private spilde- og regnvandsanlæg ejet af Spildevandslauget.

5.2
Ved indmeldelse udleveres vedtægterne.

**§ 6 Medlemmers forpligtelser og hæftelser**
6.1
For enhver af Spildevandslaugets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i Spildevandslauget indbetalte kapital.

6.2
Ethvert medlem bekræfter ved sin underskrift på et eksemplar af vedtægterne, at vedkommende indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, som fremgår af vedtægterne, samt at medlemmet tolererer at dele af det fælles private spilde- og regnvandsanlæg ejet af Spildevandslauget kan blive etableret på medlemmets ejendom.

6.3
6.3.1 Anlægsomkostninger:
Ved anlægsomkostninger forstås nødvendige omkostninger til nye anlæg samt omkostninger til større renovering af gamle anlæg.
Anlægsomkostninger for det fælles private spilde- og regnvandsanlæg ejet af Spildevandslauget deles ligeligt mellem medlemmerne.

6.3.2 Driftsomkostninger:
Ved driftsomkostninger forstås alle andre nødvendige omkostninger end anlægsomkostninger.
Årlige omkostninger til drift og vedligeholdelse af det fælles private spilde- og regnvandsanlæg ejet af Spildevandslauget deles ligeligt mellem medlemmerne.

6.3.3 Betaling:
Bestyrelsen fastsætter, jf. § 11 en betalingsfrist for anlægs- og driftsomkostninger.
Ved uenighed om fordelingen af anlægs- eller driftsomkostninger træffer kommunalbestyrelsen i Egedal Kommune afgørelse om fordelingen, jf. § 5, stk. 2, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.

6.4
Ethvert medlem skal ved sin indtræden lade Spildevandslaugets vedtægter tinglyse på sin ejendom. Påtaleberettiget er Egedal Kommune.

6.5
Når et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet eller medlemmets bo forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer ved at underskrive og indsende ejerskifteerklæring indtræder i medlemmets forpligtelser over for Spildevandslauget. Den nye ejer indtræder i rettigheder og forpligtelser på dagen for overdragelse af ejendommen.

6.6
Ethvert medlem er forpligtet til at give adgang til medlemmets ejendom for nødvendige arbejder i forbindelse med drift, reparation og vedligehold af det fælles private spilde- og regnvandsanlæg ejet af Spildevandslauget.

**§ 7 Udtræden af Spildevandslauget**
7.1
Medlemmer kan kun udtræde af Spildevandslauget, hvis medlemmets ejendom ophører at eksistere som en selvstændig ejendom, eller hvis det fælles spilde- og regnvandsanlæg overdrages til et spildevandsforsyningsselskab.

7.2
Omkostninger til udtræden afholdes af det udtrædende medlem. Anlægsomkostninger tilbagebetales ikke, og der kan ikke udloddes andel i Spildevandslaugets evt. formue.

**§ 8 Generalforsamling**
8.1
Generalforsamlingen er i alle Spildevandslaugets anliggender foreningens øverste myndighed.

8.2
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i tiden april-juni.

8.2.1
Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers og højst 4 ugers varsel ved særskilt meddelelse til hvert medlem.

8.3
Forslag fra medlemmerne skal skriftligt indleveres til bestyrelsens formand senest 14 dage- og udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

8.4
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst ⅓ af medlemmerne skriftligt til bestyrelsen anmoder om ekstraordinær generalforsamling. Anmodningen skal være vedlagt en dagsorden. Bestyrelsen skal i sidstnævnte tilfælde drage omsorg for, at ekstraordinær generalforsamling afholdes inden to måneder fra modtagelsen af anmodningen.

**§ 9 Dagsorden for generalforsamling**
9.1
Senest 7 dage før afholdelse af generalforsamlingen sendes dagsordenen og de fuldstændige forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, og for den ordinære generalforsamlings vedkommende tillige revideret regnskab og budget, til medlemmerne. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Godkendelse af det reviderede regnskab
4. Godkendelse af budget for det/de kommende regnskabsår
5. Valg af medlemmer og suppleanter
6. Valg af revisor
7. Eventuelt

9.2
Generalforsamlingen ledes af dirigenten. Dirigenten afgør alle spørgsmål om dagsordenens behandling og stemmeafgivning. Dirigenten kan udpege to stemmetællere.

**§ 10 Stemmeret og afstemning ved generalforsamling**
10.1
Hvert medlem har én stemme. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét tilstedeværende medlem ønsker det. Der kan stemmes ved fuldmagt. Fuldmagt kan kun gives til ét andet medlem, og hvert fremmødt medlem kan kun medbringe én fuldmagt.

10.2
Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen, eller er indkommet som anført, medmindre samtlige stemmeberettigede er til stede og tiltræder andet.

10.3
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

10.4
Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst ⅔ af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst ⅔ af disse stemmer for. Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse inden 2 måneder, på hvilken forslaget kan vedtages ved ⅔ af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.

10.5
Køber, jf. punkt 6.5, har ret til at overvære generalforsamlingen, hvis den afholdes før overtagelsesdagen. Køber har taleret, men ingen stemmeret.

**§ 11 Bestyrelse**
11.1
Bestyrelsen består af 3-5 medlemmer valgt for 2 år. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær.

11.2
Herudover er der mulighed for at vælge 2 suppleanter for 1 år, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.

11.3
Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

11.4
Bestyrelsen består af en formand, en kasserer, en sekretær og evt. to øvrige bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv.

11.5
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

11.6
Bestyrelsen kan afholde, de efter dens eget skøn, nødvendige udgifter til anlæg, drift og vedligeholdelse samt administration. Udgifter, der overstiger det vedtagne budget inkl. evt. henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.

11.7
Bestyrelsen har ansvaret for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.

**§ 12 Tegningsregel**
12.1
Spildevandslauget tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.

**§ 13 Godkendelse**
13.1
Spildevandslaugets vedtægter skal godkendes af Egedal Kommune.

13.2
Forud for at vedtægtsændringer foreslås på generalforsamlingen, skal vedtægtsændringerne godkendes af Egedal Kommune.

**§ 14 Regnskab**
14.1
Spildevandslaugets regnskabsår følger kalenderåret. Første regnskabsår løber dog fra Spildevandslaugets stiftelse til den 31. december samme år.

14.2
Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne, men skal anvendes i Spildevandslauget eller til lavere betalinger fra medlemmerne.

14.3
Revision af regnskaberne foretages af den eller de på generalforsamlingen valgte revisorer, samt evt. af en af bestyrelsen antagen revisor. Regnskabet skal sendes til revisor inden den 1. marts hvert år og skal af denne være revideret i tide til, at regnskabet kan udsendes sammen med indkaldelse til generalforsamling.

14.4
Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.

**§ 15 Opløsning**
15.1
Opløsning vedtages efter beslutningsreglen om vedtægtsændringer i punkt 10.4.

15.2
Spildevandslauget må kun opløses, hvis samtlige medlemmer tilsluttes et spildevandsforsyningsselskab, og spildevandsforsyningsselskabet overtager det fælles private spilde- og regnvandsanlæg ejet af Spildevandslauget, samt forpligtelsen til at håndtere regn- og spildevand omfattet af Spildevandslaugets ansvar.
Opløsning skal godkendes af Egedal Kommune.

15.3
Ved opløsning fordeles godtgørelsen for anlæggets værdi ligeligt mellem medlemmerne på opløsningstidspunktet.

**§ 16 Tinglysning**
16.1
Disse vedtægter begæres tinglyst på matr.nr. 16k Smørumovre By, Smørum og er ligeledes gældende for alle fremtidige parceller heraf.

16.2
Påtaleberettiget er Egedal Kommune

16.3
Med hensyn til allerede eksisterende pantehæftelser på ejendommene henvises til tingbogens udvisende.
