Skip til hoved indholdet

Afløbskoefficienter og afledningsretten

Mange af vandløbene i kommunen er hydraulisk belastede. Det betyder, at vandløbene ikke kan modtage mere vand, da det kan medføre risiko for oversvømmelser og erosion i vandløbene. Vandet kan forsinkes, men det er ikke altid den bedste løsning for vandløbene at etablere store centrale bassiner til forsinkelse, da store bassiner med lang opholdstid for regnvandet vil medføre iltfattigt og varmt vand, som kan forårsage skade på vandmiljøet. Derfor begrænser Egedal Kommune mængden af regnvand, der ledes til kloaksystemet fra hver matrikel. Rent praktisk reguleres den tilladte afledte regnvandsmængde i tilslutningstilladelsen gennem fastsættelse af en maksimal afløbskoefficient, der omregnes til en afledningsret.

I menuen nedenfor kan der læses mere om de faktiske afløbskoefficienter, maksimale afløbskoefficienter samt afledningsretten, hvor man også kan se et eksempel på beregning af afløbsretten.

En afløbskoefficient er et udtryk for, hvor meget af det regnvand, som falder på en overflade, der løber til kloaksystemet. Den befæstelse, der er relevant i forhold til regnvandsafledning, er faste belægninger som huse, skure, carporte, fliser m.v., der blokerer for nedsivning og afleder regnvand til kloakken. Vandet fra tagarealer og asfalterede arealer vil løbe i kloakken gennem de etablerede riste. Fra flisearealer med afløb vil en del af vandet løbe i kloakken, mens resten siver ned i jorden gennem fugerne.

I modsætning vil regnvand på en ubefæstet grund sive ned i jorden og aldrig løbe ud i kloaksystemet. Det samme gør sig gældende for terrasser eller for fliseareal uden afløb, såsom nedløbsbrønde. Her vil vandet ikke blive ledt til kloakken, men blot løbe af og sive ned i jorden/græsset omkring terrassen. Dermed vil den faktiske afløbskoefficient for disse arealer være 0.

I hvor høj grad befæstelsestypen medregnes som befæstelse, fremgår af nedenstående tabel.

Som udgangspunkt anvendes afløbskoefficienter i DS 432, afsnit 3.2.2., medmindre andet kan dokumenteres:

Belægningstype Afløbskoefficient [f]
Befæstede områder (asfalt, beton o. lign.)  
1,0  
Tagflader  
1,0  
Belægning med tætte fuger  
1,0  
Belægning med grus- eller græsfuger  
0,80  
Grusbelægning 
0,60  
Grønne områder, have og areal uden belægning  
0,10*   
Permeable belægninger (f.eks. Græsarmering)   
0,60 – 0,8 (skal aftales med Egedal Kommune)   

*Egedal Kommune kan vedtage en bagatelgrænse, hvis et grønt areal vurderes ikke at bidrage til afledning til kloakken. 

Den maksimale afløbskoefficient er et udtryk for, hvor stor en andel af vandet der falder på en ejendom, der må afvande til kloaksystemet. Den maksimale afløbskoefficient udtrykker hvor meget man kan befæste sin grund og hvor meget tag-og overfladevand der kan ledes uforsinket til kloakken.   

Den maksimale afløbskoefficient fastsættes ud fra ejendommens arealanvendelse, og kan ses af skema nedenfor.    

Ejendommens status Maksimal afløbskoefficient
Parcelhuse, stuehuse 0,25
Række, kæde- eller dobbelthuse  0,3
Etageboliger    0,6
Fritidshuse, sommerhuse   0,15
Erhverv, institutioner     0,6
Centerformål     0,8
Veje (med grønne rabatter eller regnbed)  0,8
Veje (fuldt befæstet uden grønne rabatter eller regnbed)  1,0
Åbne fællesarealer (afledning fra f.eks. Stier eller skurer)    0,1
Tættet bebygget fællesarealer (med parkering, veje, fælleshuse og lign.)    0,6

En maksimal afløbskoefficient på 0,25 betyder, at en fjerdedel af regnvandet, som falder på grunden, må løbe ud i kloakken.

Hvis den faktiske afløbskoefficient overstiger den maksimale afløbskoefficient, skal det ekstra regnvand enten nedsives eller forsinkes inde på grunden, så der ikke løber mere regnvand til kloakken end det tilladte.

Afledningsretten bestemmer, hvor meget regnvand målt i liter pr. Sek. (l/s), der maksimalt må afledes fra en ejendom. Afledningsretten bestemmes ved:

Grundareal x maksimal afløbskoefficient x dimensionsgivende regnintensitet (x klimafaktor*).

De regnintensiteter, der regnes med, er:

  • Fælleskloak: 140 l/s/red.ha.
  • Separatkloak: 110 l/s/red.ha

*Klimafaktoren kan ganges på, hvis hovedsystemet er tilpasset hele vejen ud til recipienten. Det er Egedal Kommune, der vurderer, i hvilket omfang der kan ganges en klimafaktor på afledningsretten.

Ovenstående regnintensiteter er underlagt dimensionering af afløbssystem på privat grund, hvorimod Novafos er forpligtet til at dimensionere afløbssystemet serviceniveau fastsat af Egedal Kommune.   

Beregningseksempel   

For en ejendom med et grundareal på 1200 m2 med en maksimal afløbskoefficient 0,25 betyder det, at 25 % af tag- og overfladevand fra ejendommen må ledes til kloak, mens 75 % skal tilbageholdes på grunden.

Ejendommens befæstelse består af: Tagareal på 250 m2, terrasse af 150 m2 fliser og 20 m2 indkørsel med græsarmering. Resten af grunden er grønt areal, der ikke bidrager til afledning til kloaksystemet.

Ejendommen ligger i et område med nybyggeri, hvor kloaksystemet allerede er klimatilpasset.

Belægningstype   
Areal [m2]   
Afløbskoefficient, f  
Reduceret areal [red.m2]  
Tag   
250   
1,0   
250   
Fliser   
150   
0,8   
120   
Græsarmering   
20   
0,6   
12   
Grønt område   
780   
0,0   
0   
I alt   
1200   
0,32   
382

   

Tilladeligt reduceret (red.) areal   
Totalt areal x maks. afløbskoefficient   

1200 m2 x 0,25 = 300 red. m2   

Faktisk afløbskoefficient   

Reduceret areal/totalt areal   

382 red. m2 / 1200 m2 = 0,32   

Reduceret areal, der skal forsinkes   

Reduceret areal – tilladeligt red. areal   

382 red. m2 – 300 red. m2 = 82 red. m2   

Afledningsretten   

Grundareal x maksimal afløbskoefficient x dimensionsgivende regnintensitet

0,12 ha2 x 0,25 x 110 l/s/red. ha = 3,3 l/s

* Klimafaktoren kan ganges på efter Egedal Kommunes vurdering af den konkrete sag.

Ovennævnte ejendom må aflede 3,3 l/s tag- og overfladevand til kloakken fra 300 red. m2. Regnvandet fra de sidste 82 red. m2 skal enten nedsives eller forsinkes med en afledning til kloaksystemet.

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Telefon: 7259 6000

Åbningstider

Ugedag Tidspunkt
Mandag  8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Følg os på de sociale medier